Hvorfor barn nr. 1 og barn nr. 3 sjældent kan have helt samme regler — hvad erfaringen gør ved rammerne, og hvordan I gør forskellen forståelig, så den opleves fair.
Forældre til tredje barn har en helt anden erfaring at trække på end ved det første — og bruger den, som de gør i alt andet ved opdragelse. Det er ikke forskelsbehandling; det er at kende sit barn og sin hverdag bedre. Men børnene oplever det ikke altid sådan.
Et storesøskende ser ofte, at de mindre må mindre — eller omvendt, at lillesøster får lov til ting tidligere, end de selv måtte. Følelsen forsvinder ikke ved at sige “sådan er det bare”. Tre greb gør forskellen forståelig.
Forklar, at rammer handler om, hvad netop dette barn har brug for nu — ikke om hvem I holder mest af.
“Du måtte heller ikke det her, da du var otte.” At navngive forskellen gør den mindre mistænkelig.
De ældre kan være med til at sætte tonen. Giv dem en lidt voksnere rolle frem for at konkurrere med de små.
Hold fast i de få ting, der gælder for alle (fx skærmen sover ikke på værelset), og vær fleksibel med resten. Fælles kerne, individuel ramme.
Når børnene forstår hvorfor, kan de leve med, at reglerne ikke er ens. Det er forklaringen, ikke ensartetheden, der skaber ro.